Om os
Vi er her til at give jeres børn vinger og rødder

Fællesskab, tryghed, dannelse & faglighed
På Trunderup Friskole og Børnehave ser vi ethvert menneske som unikt og værdifuldt, og vi tror på, at et meningsfuldt liv opstår i fællesskaber.
Vi arbejder målrettet for at give børnene både rødder og vinger. Rødder, der styrker dem med tryghed, dannelse og værdier, og vinger, der gør dem i stand til at udforske verden med tro på egne evner. Vores mål er, at børnene ikke blot skal vide noget, men også kunne noget og ville noget. De skal udvikle stærke faglige og sociale kompetencer, der hviler på et fundament af menneskelig dannelse.
I dagligdagen prioriterer vi forpligtende fællesskaber, hvor børn lærer ansvar, respekt og tillid. Samarbejdet mellem forældre og personale bygger på ærlighed og engagement. Tryghed, tydelige rammer og tætte relationer er centrale, så barnet føler sig set og værdsat. Med fokus på personlig, social og faglig dannelse ruster vi børnene til at møde fremtiden med handlekraft, nysgerrighed og mod.
Hos os bliver børnene klædt på til at mestre livet – med livsglæde og lyst til at lære.
Skoleleder
Louise har været skoleleder på Trunderup siden august 2024.
“Med et stort kendskab til de frie skoler og det Grundtvig/Koldske skoleunivers forsøger jeg hver dag at give stedets voksne og børn mulighed for at udfolde sig og lære – altid i kraft af fælleskabet.”
Man kan jo ikke være unik på en øde ø, vel?

Hos os tror vi på, at ethvert menneske er godt og vil det gode. Men alle mennesker dummer sig af og til, og når det sker, bliver vi nødt til at tale sammen for at blive klogere og derved komme videre.
Udfordringer
Som elev på skolen vil man blive udfordret alsidigt. Udover almindelige skolefag, som vi fordyber os i, og som vi forventer, at alle gør sig umage med, spiller vi også musik, laver teater, maler og meget andet kreativt. De færreste er gode til det hele, men de fleste er gode til noget!
Dannelse
Alle møder på et tidspunkt modstand og føler sig udfordret. Det er sådan set også meningen, da det får os til at vokse som mennesker. Hos os taler vi om, hvordan vi hver især reagerer, når noget synes svært, og på den måde kan vi hjælpe hinanden med at mestre dagligdagen.
Nærhed
Det skal være rart at være en del af Trunderup Friskole og Børnehave. Derfor gør stedets voksne sig umage med at være efterligningsværdige på en måde, hvor det fremgår tydeligt, hvad der fremmer den gode stemning, og hvad vi ikke ønsker skal være en del af kulturen.
Det kaldes ærlighed!
Samarbejde
Det gode forældresamarbejde består i, at vi hjælper hinanden - også når det er svært. Vi tillader os at give bud på, hvad der fremmer det gode børne- og ungdomsliv udover skoletiden - fx. skærm- og søvnvaner. Det betyder noget for vores hverdag sammen.
Vision
Mission
Trunderup Friskole er en af landets ældste friskoler og har dermed en lang og traditionsrig historie bag sig.
I 2007 dimitterede de første 9. klasses elever fra skolen.
“I Trunderup ligger en af landets ældste friskoler. Grundlaget for Trunderup Friskole blev lagt i 1851, da Ane Jensen startede med at hjemmeundervise sine børn på Nørremosegård. Trunderup Friskole fik vedtægter i 1855, da friskoleloven så dagens lys ….”
Trunderup Friskole – 150 år og stadig åndsfrisk!
Alder er en sjov størrelse. Nogle gange må man helst ikke spørge om den, andre gange hører man om gode årgange. I visse sammenhænge kan det være afgørende, om man føler sig gammel eller ikke. Trunderup Friskole er gammel, men her er stadig masser af liv og engagement. For Trunderup og omegn var år 1856 skelsættende, her fik friskolen vedtægter. Mere end 150 år har vi drevet friskole, og det kan vi godt være stolte af. Stolte af en skolekreds med vilje til at ville en anderledes skole, og som fortsat insisterer på af føre friskoletraditionen og ånden videre.
Ånden omkring friskolen er frisk og stærk, og den skal der værnes om. Den er selve kernen i friskolen og er det, som udgør hele meningen med at drive fri skole. Men den trues af, at den kan være svær at forklare for den, der aldrig har følt den. Ikke mindst i en tid, hvor vi som borgere i et moderne samfund oplever at kunne vælge frit på alle hylder – også af de pædagogiske tilbud. Her er det vigtigt at gøre sig klart, at valget af friskole er et aktivt tilvalg og netop ikke et fravalg af det kendte og traditionelle. For at føle friskoleånden må man altså vælge aktivt og involvere sig.
Friskolen er for forældre, der ønsker noget andet end folkeskolen. Friskolen er for børn, der ønsker at lære mere end blot et foruddefineret pensum. I trygge rammer mødes vi med forskellige forudsætninger, som vi skal lære at erkende, respektere og udnytte i det daglige samvær med andre, som ligeledes alle er unikke. Ud over færdigheder i de almindelige grundskolefag er medbestemmelse, medansvar, frihed, glæden ved at skabe og undres essentielle nøgleområder, hvor også fællesskabet er en vigtig brik i det at lære sig selv at kende.
Vi lever i en tid, hvor svaret på mange vanskeligheder tilsyneladende er at proppe fag, timer, prøver og tests ned over børnene. Men børn har også brug for noget andet. De har brug for tryghed, traditioner, fællesskab, ro, respekt, sjov, specialisering, selvstændighed osv. Disse begrebers forståelse og indsigt kan ikke læres i fagbøger, de skal leves. Børnene skal prøve af, de må fejle, og de må prøve igen. Det er sådan vi bygges op indefra.
Trunderup Friskole er også i dag præget af mod og vilje til en anderledes skole. I 2004 tog generalforsamlingen en beslutning, som vil præge Trunderup Friskole mange år ud i fremtiden. I forældrekredsen var der et ønske om en overbygning og for at få plads til den, måtte der bygges. Eleverne har i dag mulighed for at fortsætte i 8. og 9. klasse som et godt alternativ til folkeskolen. Basisfagene foregår i samme ånd som i de yngre årgange, og med et fagligt indhold, der blandt andet tæller: kulturfag med læren om egne og fremmede kulturer, naturvidenskab samt sprog og kommunikation baseret blandt andet på rejser. Hermed er der skabt rammer for udfoldelse af den enkeltes læring med respekt for hinandens forudsætninger.
Trunderup Friskole og Børnehaves værdigrundlag
Vi betragter hvert eneste menneske som en dyrebar skabning, som har sit eget værd, og som kun kan virkeliggøre sit liv i fællesskab med andre.
Skolens værdigrundlag tager udgangspunkt i den Grundtvig-Koldske skoletanke og tradition, om at man skal oplives før man kan oplyses.
Med nutidens ord: Der skal livsglæde, motivation og tro på sig selv til for at kunne lære for livet.
På Trunderup Friskole og Børnehave giver vi vores børn rødder og vinger
Mål:
- At vores børn ved noget, kan noget og vil noget
- At vores børn bliver rustet til fremtiden med gode faglige og sociale kompetencer, på et solidt fundament af menneskelig dannelse
Vejen vi går:
I dagligdagen tager undervisningen, livet i børnehaven og samarbejdet med forældrene udgangspunkt i nedenstående overskrifter:
Forpligtende fællesskab
For os betyder det:
- At børnene lærer at tage ansvar for sig selv og andre, udvikler social forståelse, respekt, tillid og kommunikative evner
- At forældrene møder børnehaven og skolen med ærlighed, respekt, tillid og aktiv deltagelse
- At personalegruppen skaber en genkendelig struktur, hvor det er de voksne, der sætter rammerne i hverdagen og tør gå forrest. De møder med engagement, troværdighed, respekt og tillid
Dannelse, herunder, faglig, personlig og social dannelse.
For os betyder det:
- At det er ethvert menneskes pligt at udnytte sit potentiale bedst muligt og det er skolens og hjemmets opgave at få det til at lykkes
- At vi tænker fagligheden ind i alt vi foretager os med børnene
- At hverdagen og undervisningen skal udvikle lysten og evnen til at lære
- At afgangseleverne skal være rustet til at gribe livet i alle dets utallige former
- At vi fremmer og opmuntrer til handlekraft, positivitet og videbegærlighed. Vi værdsætter kritisk sans og fantasifulde selvstændige mennesker
- At eleverne gennem demokratiske processer udvikler samarbejdsevner samt empati og indlevelsesevne
Tryghed, tydelighed og tætte relationer.
For os betyder det:
- At vi møder hvert barn med empati, anerkendelse og nærvær, så barnet kan udvikle livsglæde og føle sig værdsat. Den gode, anerkendende dialog mellem den voksne og barnet er grundlæggende i undervisningen og i livet på skolen
- At vi giver barnet trygge og forudsigelige rammer, hvorfra det nye og ukendte kan afprøves og tilegnes
Mød de ansatte
Nærværende mennesker der hjælper dine børn frem i livet
Skole

skoleleder@trundfri.dk/tlf.: 48806215

Lærer

Lærer

Lærer

Lærer

Lærer

Ledig lærerstilling

Lærer

Lærer
Børnehave & SFO

Daglig leder af børnehaven og SFOén

Pædagog, Børnehaven og Forårs-SFO

Pædagog

Pædagog, SFO

Pædagog

Pædagogmedhjælper
Kontor & praktisk personale

Sekretær

Rengøringsassistent

Pedel

Bogfører

Pedel

Rengøringsassistent

Rengøringsassistent
Et godt sted at være - et godt sted at lære!
På Trunderup Friskole og Børnehave giver vi vores børn rødder og vinger