Vores institutioner
Skolens hverdag
Den bedste, tidlige læring i livet
Hver dag begynder med morgensang på ”Torvet”. Vi synger to sange og beder Fadervor. Elever og lærere kan give beskeder til hele skolen, og det er også her, vi markerer fødselsdage.
Tirsdag, onsdag og torsdag er der et indslag i forlængelse af morgensangen. Det kan være lærerne, der fortæller om et emne, det kan også være morgenbevægelse. Nogle gange står eleverne for indslag. Det kan være, de fremlægger noget, de har arbejdet med i timerne, viser et lille skuespil eller en video, de har lavet, eller lignende.
Om fredagen har vi fredagssang. Her synger vi mange sange – cirka en halv time.
Eleverne har faste pladser til morgensang. De sidder ved siden af deres morgensangsmakker. Alle elever får tildelt en morgensangsmakker ved skoleårets start, en ældre elev sammen med en yngre. Den ældre hjælper for eksempel den yngre med at slå op i sangbogen til morgensang. Når vi er på ture med hele skolen, er det også morgensangsmakkeren, der går sammen.
På Trunderup Friskole varer en time en time! Det er god logik, og det giver os mulighed for at skabe overskuelighed i hverdagen og tid til fordybelse. Fordybelse skaber engagement og arbejdsglæde.
Ringetider | 8.00 – 8.20 | Morgensang |
8.20 – 9.20 | 1. modul | |
9.20 – 9.40 | Frikvarter | |
9.40-10.40 | 2. modul | |
10.40-11.10 | Spisefrikvarter | |
11.10-12.10 | 3. modul | |
12.10-12.20 | Frikvarter | |
12.20-13.20 | 4. modul | |
13.30-14.30 | 5. modul |
Mellem modulerne har vi gode, lange frikvarterer, hvor eleverne kan nå både at starte og gennemføre en leg og få sig rørt. Elever fra børnehaveklassen til og med 6. klasse skal være udenfor i hvert frikvarter.
Vi underviser i alle obligatoriske fag i henhold til undervisningsministeriets bekendtgørelser, derudover tilbyder vi valgfag til de ældste elever. Valgfag tilrettelægges ud fra den elevgruppe, vi har. (se undervisningsplaner/fagplaner)
Trunderup Friskole er landets uofficielt, ældste friskole og har dermed en lang og traditionsrig historie bag sig. I 2007 dimitterede de første 9. klasses elever fra skolen.
For os betyder friskole den frihed, hvormed vi selv bestemmer over vores dagligdag – samt i den rummelighed, hvormed den frie tanke kan formuleres og udtrykkes. Trunderup Friskole er bærer af en historie, som er vigtig at bygge videre på, fordi den er et produkt af mange årtiers sammenhold i skole- og forældrekreds, men skolen er også bærer af en vision om, at den sammen med hjemmet skal udgøre en tryg base i børnenes livsverden. Skolen må derfor ikke isolere sig, men være en del af det lokale fællesskab. Skolen udvikler sig hele tiden med sin historiske bevidsthed som ballast, og udviklingen sker i takt med den almindelige samfundsudvikling. Det betyder, at skolen er meget opmærksom på, hvilke færdigheder og kundskaber eleverne skal have med herfra, når de skal videre. Eleverne skal naturligvis rustes til at kunne afsøge tilværelsens mange muligheder. De skal kunne møde tilværelsens foranderlighed og dens udfordringer som hele mennesker med et humanistisk menneskesyn og med medmenneskelig tolerance.
Ud over de kendte skolefag (se fagenes profil) arbejder vi ofte i emneforløb. Det kan være med projektorienteret tilgang, emneorienteret fordybelse eller fx. teater, hvor vi bruger vores hænder og kroppe kreativt. Desuden arbejdes der blandt de yngste systematisk med en fast model for læseindlæring samt flere perioder med værkstedsundervisning, som tager udgangspunkt i det enkelte barn og dets udvikling og indlæring – dog altid i kraft af fællesskabet som understøttende fundament.
På Trunderup Friskole skal man være en god kammerat, der føler sig forpligtet til at hjælpe andre – også når matematikken eller grammatikken driller!